Klar, parat og et kæmpe UNDSKYLD!

Ja, undskyld undskyld undskyld! Det er alt for lang tid siden, at jeg sidst har skrevet et indlæg. Hvorfor? Fordi jeg simpelthen ikke har haft noget at skrive om før nu. I takt med at jeg er nået længere og længere i min graviditet, har trætheden ramt mig med 180 km/t, så jeg har ret mange powernaps i løbet af dagen. Det er selvfølgelig også med at nyde den frihed, inden der snart er en lille bandit som kommer til at styre ens døgnrytme 😉

Træthed kombineret med arbejde og en tung krop (på trods af kun 7 kg. vægtstigning) er vidst mere end hvad jeg kunne klare. Så jeg lovede mig selv, at ligeså snart jeg opstartede min barsel, så skulle jeg blogge noget mere. Og ja, det er én uge siden nu, så nu skal jeg altså i gang.

 

Heldigvis har jeg en masse nyt at fortælle. Tim og jeg var i starten af juli til samtale og undersøgelse på Rigshospitalet, da det jo er her jeg skal føde og vores kommende datter skal opereres. Vi havde begge set MEGET frem til denne dag – at se hele hospitalet, møde personalet og ikke mindst få flere informationer omkring det kommende forløb. Vi vidste jo absolut ingenting, ud over at vores datter skulle opereres indenfor den første uge af hendes liv. Men alt det praktiske omkring fødslen, indlæggelse osv. havde vi intet hørt om. Så man kunne vel godt kalde os velforberedte til dette møde – jeg havde i hvert fald skrevet en A4-side med spørgsmål omkring det hele. Hellere spørge én gang for meget.

 

Og nu kommer der en lang smøre. For hvad vi troede var et kort visit til det kære Rigshospital, viste sig at være en lang og kringlet affære. Lige hvad vi havde brug for, i vores frustration og forvirring.

Strukturering var der ikke meget af – ja, hvis der overhovedet var noget. Vi har tid til scanning 12.30, konsultation kl. 13.30 og konsultation kl. 14.00. Umiddelbart virker det jo logisk at tiderne ligger så tæt på hinanden, så vi undgår mest mulig ventetid, men set med realistiske briller på, ja så er det jo ikke muligt. For ventetid, det er der – uanset om man har aftaler eller ej. Så vi får faktisk at vide flere gange, at vi skal skynde os, så vi kan nå at være det næste sted til tiden. Stressramte og uden nogen stedfornemmelse, på et stort ukendt sygehus. Allerede her tegner det jo godt.

12.40 bliver vi kaldt ind til hvad vi tror er scanning. Til vores store overraskelse, er det én af overlægerne, som præsenterer sig. Uden at tænke videre over det følger vi med ind til et samtalerum. Her opsummere overlægen alt hvad vi har fået at vide i Skejby (hvilket er fint, så vi er sikre på, at informationerne stemmer overens med det vi ved). Derudover fortæller han lidt omkring fødslen, at jeg kan føde normalt og at alt så vidt som muligt kommer til at foregå, som en normal fødsel. Skønt at få det at vide, da det nok er én af de ting, jeg har spekuleret mest på.

Da samtalen lakker mod enden, kontakter overlægen vores patientkoordinator, så vi kan få en samtale med hende med det samme. Jeg når lige at tænke ‘Jamen hvad med vores andre tider’, men omvendt burde de jo have styr på koordineringen af det hele. Efter 5 minutters tid møder vi patientkoordinatoren og overlægen forlader rummet.

Vi spørger hurtigt ind til, hvornår scanningen skal foregå, da vi jo egentlig troede, at vi skulle skannes 12.30. Hun kigger lidt overraskende på os og spørger Har I ikke været til den endnu? Tim og jeg kigger lidt forvirret på hinanden og ryster på hovedet. Hun skynder sig ud af lokalet og kommer igen ret hurtigt. Det viser sig så, at den jordmoder som skulle scanne os har ventet siden 12.30 (og klokken er 13.10 nu). Jeg skynder mig ind på briksen og jeg bliver scannet i rekordfart. Jeg bliver mere og mere stresset, for jeg ved at vi har næste aftale kl. 13.30. Kl. 13.30 er scanningen færdig, og vi løber nærmest videre til børneafdelingen, hvor vi har næste aftale. På vej får vi at vide af sekretæren, at vi skal skynde os tilbage, da vi jo har en tid til konsultation kl. 14. Jo tak…

Der går 5 minutter, 10 minutter, 15 minutter. Der sker intet. Vi venter og jeg koger indeni. Tim prøver at berolige mig, men jeg tripper rundt. Jeg føler mig så sjusket, at vi ikke kan være det bekendt overfor personalet, selvom jeg inderst inde godt ved, at det jo ikke er vores skyld. Alligevel rammes jeg af dårlig samvittighed. Tim ender med at henvende sig direkte inde på lægens kontor, da han godt kan se at jeg snart dejser om af al den stress. Og nu kommer det sjove – vores tid er AFLYST. Ja, for hvem skulle vi tale med? Jep, overlægen som vi havde snakket med som det første. Og da vi jo allerede havde talt med ham, var der jo ingen grund til at tale med ham igen. Så klokken 13.55 løber vi tilbage til den første afdeling og når lige præcis at være der til kl. 14. Gud ske tak og lov.

Vi henvender os ved sekretæren og fortæller, at vi kom så hurtigt vi kunne og vi nu er klar til sidste konsultation. Hun fortæller, at vi kan tage plads i venteværelset og så henter hun lægen med det samme. Ja tak, så var al den stress ikke spildt. Hun er hurtigt tilbage og fortæller os, at lægen lige har taget et andet par ind til samtale, så vi skulle nok vente en halv times tid. Forestil jer lige at få det at vide, når vi har rendt rundt for ingen verdens nytte. Her er det hele så sygt og komisk, at vi ikke kan lade være med at kigge på hinanden og grine. Vi snakker lidt om, at det hele nok vender nu, og vi kan slappe lidt af. Vores held kan da kun vende nu, det kan da ikke blive ved. Vi blev klogere..

Vi bliver kaldt ind til en fødselslæge. Han fortæller, at han skal starte med at oprette os i hans system, da det ikke er samme system de bruger på Sjælland. Fair nok, det kan han jo ikke gøre for. Han forsøger at oprette os i systemet flere gange, men det lykkedes ikke. Så siger han pludseligt “Og I skal have en lille dreng, ikke?” og jeg siger hurtigt “Nej, en pige!”. Nå, jamen det tegner jo godt.

Han fortæller, at han ikke forstår systemet, så han bliver nødt til at hente hjælp. Han kommer tilbage, undskylder og fortæller så, at jeg nu er oprettet. Han plotter min terminsdato ind og siger så “Det var en dreng, ikke?” og jeg er lige ved at sprænge. Jeg nærmest råber “NEJ, EN PIGE!”. Jeg kigger over på Tim og han er lige ved at bryde sammen af grin. Jeg trækker vejret en ekstra gang (eller 3).

Heldigvis får vi snakket lidt omkring fødslen og får en masse vigtige (og nyttige) informationer. Blandt andet, at jeg skal igangsættes én uge før termin. Vi får en dato, og pludselig er alt kaos fra før glemt. Tænk sig, at vi nu har en dato. Det bliver pludselig lidt mere virkeligt og nemmere at forholde sig til.

I vores lille lykkelige øjeblik, fortæller han, at jeg skal have taget en blodprøve, så de har min blodtype. Det sjove er jo så bare, at afsnittet hvor de tager blodprøver lukker om 5 (!) minutter, så vi skal skynde os derover. Jamen hvorfor ikke, det passer jo så fint ind i vores i forvejen rolige og afslappende situation…….

 

Vi når heldigvis at få taget blodprøve inden luk og vi kontakter vores koordinator, da hun er den sidste vi mangler at snakke med. Hun er så sød og fortæller os, at hun synes vi skal købe noget mad og drikke inden, da vi hverken har nået at spise frokost eller fået noget at drikke. Vi er heldige at hun er rigtig sød og hun undskylder mange gange, da hun ved at det har været kaotisk og ustruktureret. Hun forklarer os omkring forløbet efter fødslen, med operation og hvilke afdelingen vi skal på og hvordan vi gør med indlæggelsen generelt. Hun tager sig god tid til at forklare og vi får hendes nummer og mail, i tilfælde af at der opstår spørgsmål, når vi lige har tænkt det hele igennem. Så et kaotisk og forvirrende besøg på Rigshospitalet ender HELDIGVIS godt. Vores patientkoordinator skal følge os gennem hele vores indlæggelse, så det var skønt at hun var så sød, forstående og helt nede på jorden. Så håber vi bare at de andre er bedre til at opereres, end de er til at planlægge 😉

 

Så hvad ved vi indtil nu?

  • Jeg skal igangsættes én uge før termin og kan føde ‘normalt’
  • Vores datter skal opereres 4-10 dage efter hendes fødsel
  • Jeg skal være indlagt sammen med vores datter, Tim skal indlogeres på Patienthotellet i nærheden. Efter vores datters operation, skal jeg sove hos Tim på patienthotellet, da vi desværre ikke må overnatte på intensiv med hende.
  • Vi skal regne med at være indlagt 3-4 uger, måske længere tid, alt efter hvordan hun klarer sig
  • Amning kan etableres på trods af diverse slanger, maskiner og hvad der ellers tilkobles hende.
  • Der er stadig 5 % risiko for, at hun dør af operationen eller bliver hjerneskadet (det sidste var vi ikke klar over)
  • Hvis operationen går planmæssigt, kan hun leve og fungere på lige vilkår med andre raske børn (eneste afvigelse er de årlige kontroller hun skal til resten af sit liv). Dvs. ingen medicin og hun kan dyrke sport, gå i skole og lege med alle hendes kommende venner, uden at være belastet af den hårde start på livet, som hun får.

 

På trods af vores dårlige oplevelser på Rigshospitalet, er vi fortrøstningsfulde og vi glæder os sådan til at møde hende. De næste 6 uger må gerne flyve afsted <3

 

 

 

 

 

4 tanker om “Klar, parat og et kæmpe UNDSKYLD!

    1. Hej Søs,

      Dejligt at I følger med og tak for din kommentar. Vi er rigtig spændte på det hele, nu kommer det tæt på. Vi tager én dag af gangen og så må vi se, hvordan det hele forløber. Jeg skal nok opdatere herinde løbende, så I andre kan følge med på sidelinjen 🙂

    1. Hej Pia,

      Tusind tak for din besked. Det går heldigvis over al forventning. Jeg har skrevet et nyt indlæg omkring vores nuværende situation, som jeg håber du vil læse.

      Mvh. Anna Sofie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *