Det hele starter med…

Det følgende skriv beskriver dén situation, som min kæreste Tim og jeg stod i, en helt almindelig dag i april. Det beskriver de tanker og frustrationer vi stod med i den sårbare situation, som vi desværre blev sat i. Jeg håber I vil tage godt i mod den hudløs ærlige fortælling om vores livs værste melding..

Først og fremmest vil jeg pointerer, at både Tim og jeg er sunde og raske. Vi har begge et stærkt helbred og har ikke nogle former for arvelige sygdomme i nogle af vores familier. Vi har derfor aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, at vores kommende barn skulle rammes af noget som helst..

 

Tim og jeg var til misdannelsesscanning i torsdags. Jeg var, som jeg altid er op til scanninger og undersøgelser, meget nervøs og havde gået og været bange for, om noget var galt. Ikke fordi der var noget der indikerede det, men jeg havde en mærkelig følelse i maven. Lillepigen har været helt vildt aktiv fra uge 16, hvilket overhovedet ikke er normalt, især ikke for førstegangsgravide, så jeg kunne finde lidt ro ved det.

Nå, vi kommer op på sygehuset og bliver kaldt ind hos en sød sygeplejerske, som skal foretage scanningen. Jeg ligger mig på briksen, Tim sætter sig ved siden af, og hun går i gang med at scanne. Hun er super god til at forklare, hvad hun ser og er rigtig positiv. Hun når hjertet, men den bette ligger lidt mærkeligt og vil ikke rigtigt vende sig efter adskillige forsøg, så hun fortæller, at hun gennemgår hjertet til sidst. Det opfanger jeg egentligt ikke som noget negativt.

Alt ser fint ud, lige indtil hun når hjertet igen. Hun siger: ‘Nu koncentrere jeg mig lige, så jeg bliver lidt stille. Det betyder ikke, at der er noget galt’. Jeg tænker alligevel, om alt nu er som det skal være, siden det tager så lang tid. Lige pludselig udbryder hun ‘jeg henter lige min kollega, jeg skal lige have noget drøftet med hende’, og så forsvinder hun ud af døren. Jeg får ondt i maven og bliver sindssygt bange. Det tager nok to minutter for hende at få fat i sin kollega, men det føles ærligtalt som en time, hvor vi bare ligger og venter.

Kollegaen kommer ind og fortæller med det samme, at det ikke betyder at der er noget galt, men nogle gange er det bare rart at være to. Okay, tænker jeg, så er hun nok bare lidt stædig og ligger underligt inde i maven, det er nok derfor. Jeg er (u)heldigvis uddannet sygeplejerske, så jeg forstår stort set alt de snakker om, og det lyder ikke særlig positivt. Scanningen stoppes brat og lige pludselig fortæller det ene sygeplejerske ‘Vi tror der er noget galt med hjertet’ – og jeg stopper fuldstændig med at trække vejret. Hun fortsætter ‘jeg går lige ud og ringer til Skejby, så I kan få en tid hos dem så hurtigt som muligt’, og hun forlader så stuen. Jeg kigger på Tim og Tim kigger på mig. Jeg kan slet ikke finde ud af, hvad der foregår. Den tilbageblevet sygeplejerske prøver at berolige os med at sige, at hun jo sagtens kan ligge forkert, så det er derfor det ligner at der er noget galt. Det er faktisk det eneste jeg hører, for ellers lukker jeg bare helt af.

Efter noget tid kommer sygeplejersken ind, hun har snakket med Skejby, som vil ringe mig op senere i dag med en tid. Hun prøver også og berolige mig, fortæller at det jo sagtens kan være ingenting og at vi ikke skal gå og bebrejde os selv, for vi kan hverken gøre fra eller til. Jeg opfanger ikke halvdelen af det de siger, for alt er ligesom gået i stå. Tim klemmer min hånd og jeg kan se på ham, at han er i ligeså stort chok som mig. Vi forlader stuen og vi siger faktisk ikke så meget til hinanden, for hvad skal vi lige sige? Vi sætter os ud i bilen og det er som om jeg først her kan give slip og stortude. Jeg græder og græder og græder, og kan slet ikke stoppe igen. Her gik vi og troede at alt var i den skønneste orden, men det viser sig at det er det slet ikke. Hvad skal fremtiden bringe os nu?

Damen fra Skejby ringer efter kort tid, og fortæller at hun først har en tid om mandagen, altså skal vi gå fredag, lørdag og søndag med tanken om, hvad pokker der er galt med vores barn. Det gør mig endnu mere utrøstelig…

 

En tanke om “Det hele starter med…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *