Hjertefejl, siger du?

Fortsættelse på indlægget ‘Det hele starter med..’ (kan læses her)

 

Weekenden går meget langsomt, jeg kan slet ikke finde ro. Den bette er begyndt at sparke mere og mere inden for de seneste dage, hvilket konstant får mig til at tænke på, om hun nu er okay derinde – så jeg kan slet ikke ligge det på hylden. Tim og jeg får snakket lidt om det hele i løbet af weekenden og vi bliver hurtigt enige om, at hvis de tilbyder en fostervandsprøve, vil vi selvfølgelig takke ja. Også selvom der kan være en risiko forbundet, men nu vil vi simpelthen finde ud af, hvor hårdt vores lille pige er ramt.

Det bliver mandag, Tim har heldigvis fået fri, så vi kører til Skejby. På vejen snakker vi lidt om, hvad der venter os. Vi er lidt forskellige (heldigvis), jeg tænker kun negativt og er sikker på at vi får det værste at vide overhovedet, Tim er mere rolig og fortæller mig, at uanset hvad skal vi nok klare det. Han er altid så skide positiv, det er fantastisk når man selv altid tror det værste om alting.

Vi sidder i venteværelset og jeg har det så skidt. Jeg ryster, får ondt i maven og hjertebanken, og jeg vil egentligt gerne bare have det hele overstået.

Endelig bliver vi kaldt ind og bliver taget imod af den ledende overlæge på afdelingen. Hun er super sød og meget rolig, og det smitter lidt af på mig. Hun forklare mig, at mens hun scanner mig, vil der komme en børnelæge fra børneafdelingen også, så de er to om scanningen og dermed er sikre på at finde alt det, som der kan være galt.

Der bliver ikke sagt så meget under scanning. Jeg holder vejret i, hvad der føles som evigheder. Scanningen varer i en times tid og det er virkelig hårdt at ligge i uvisheden om, hvad de tænker og har fundet frem til.

Overlægen kigger på mig og Tim og siger ‘Vi er færdige nu. Jeres barn har noget med hjertet. Børnelægen vil lige forklare jer, hvad det handler om’. Hun sætter sig hen til sin computer, og børnelægen sætter sig ved siden af mig. Han giver sig til at tegne to tegninger – ét med opbygningen af det normale hjerte, ét med opbygningen af vores datters. I mit arbejde som sygeplejerske har jeg kortvarigt arbejdet på en hjertemedicinsk afdeling, og kunne forstå alt hvad børnelægen fortalte os om det normale hjerte. Da han gik i gang med tegningen af vores datters, blev jeg fuldstændig slået ud.

Jeg kunne hurtigt konkludere, at det ikke så godt ud. Slet ikke. Og imens han tegnede, tænkte jeg kun på én ting – det her kommer hun til at dø af. Enten skal jeg afbryde min graviditet ellers dør hun, når hun er født.

Så det vi fandt ud af var, at vores datter har to huller i hjertet – ét mellem de to forkamre, og ét mellem de to hjertekamre. Men det er slet ikke det værste. Min datters to store kar, som fører blod ud til lungerne og ud til resten af kroppen sidder forkert. Det betyder, at hun skal opereres lige efter fødslen – som i maks fem dage efter. Går operationen godt, kan hun meldes hjerterask, men hun skal gå til kontrol resten af sit liv. Shit…

Går operationen skidt, ja så dør hun af den. Dør, min lille pige. Det er noget, jeg skal forholde mig til resten af min graviditet. At der er 5 % chance for, at hun dør kort tid efter fødslen. Jeg var utrøstelig. Her gik vi begge og troede, at alt var som det skulle være. At vores datter ikke fejlede noget som helst. Jeg havde mærket hende sparke siden jeg var i uge 16, hvor andre normalt først mærker spark omkring uge 20-22. Jeg tænkte, at det da kun kunne betyde, at hun var sund og rask. Desværre tog Tim og jeg fejl.

Ud over alt det her, blev vi tilbudt at få lavet en fostervandsprøve.

Sikke en oplevelse. Jeg var total i chok og grædefærdig, og så skal jeg have lavet sådan en lorteprøve. Ærligt, jeg var total skræmt ved tanken. Og da hun kommer med nålen, hjælper det bestemt ikke. Jeg er normalt ikke pyldret, jeg har intet imod at blive stukket. Men jeg var virkelig bange. Heldigvis forløber det hele gnidningsfrit og prøven er overstået på under 1 minut. Desværre får jeg det ret skidt efter, jeg får kvalme og kan næsten ikke gå, men det er heldigvis helt normalt, så jeg får lov at hvile mig lidt inden vi bliver sendt hjem.

Vi havde aftalt, at vi ville afbryde graviditeten, hvis fostervandsprøven skulle bonne ud på noget. Simpelthen fordi vi synes det ville være alt for synd for hende, hvis hun skulle døje med den ellers komplicerede hjertefejl OG så nogle kromosomfejl oveni.

 

Vi fik svar på fostervandsprøven efter 5 dage – heldigvis med de bedste nyheder, nemlig at der ikke var noget at komme efter. Puha, så var der heldigvis noget positivt at glæde sig over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *